Brødsnedkerens historie

Thomas Jørgensen er bagermester og grundlægger af Brødsnedkeren, som han slog dørene op til for første gang i Humlebæk Centret d. 1. juli 1995, der siden har ført til, at de lokale kan besøge Brødsnedkerens bagerforretninger flere steder i Nordsjælland.

I årene inden havde Thomas stået i lærer som konditor hos Bager Bech i Helsingør, hvor han blev udlært i 1984. Efterfølgende var han i en årrække daglig leder/bestyrer hos Bager Bech. Herefter var han souschef hos Pariserbageren i Hørsholm, inden han i 1995 åbnede Brødsnedkeren i Humlebæk Centret og senere Brødsnedkeren på Humlebæk Strandvej i 1999. I februar 2014 åbnede Brødsnedkeren ny butik ved Dronningehus på Rungstedvej i Hørsholm, og i september 2017 ligeledes en ny butik på Espergærde Havn. Siden hen er forretningen i Humlebæk Centret blevet lukket ned, så der kunne sættes mere fokus og tid af til bagerforretninger på Humlebæk Strandvej, Rungstedvej og Espergærde Havn.

Konditoriet var i mange år den udviklende del for Thomas, hvor han deltog i mange kurser bl.a. i Frankrig, vandt flere guldmedaljer i eftertragtede konkurrencer, var formand for Dessertens Venner (Forening under Københavns Konditor Laug), Skuemester ved Konditorsvendeprøver og ikke mindst modtog han i 1999 den fornemmeste, mest eftertragtede og højst opnåelige Saint Honoré ordenen uddelt af Saint Honoré komitéen. Kun 12 personer i Danmark har siden ordenens start modtaget konditorfagets fornemme hædersmedalje.

Senere fik Thomas øjnene op for kvalitetsbrød. Han så manglen i godt brød og begyndte at arbejde med at produktudvikle brødtyper, der var sammensat af miljømel (sundt), langtidshævede (smag) og bagt i stenovn (sprød skorpe og saftig krumme).

Den dag i dag – mere end 24 år efter første bageri åbnede i Humlebæk – står bagermester, Thomas Jørgensen, selv altid i bageriet til dagligt sammen med de andre bagersvende og konditorer. Kom derfor gerne ind og stil spørgsmål i bageriet eller send til os på Facebook eller mail.

Thomas Jørgensen, bager- og konditormester,
grundlægger af Brødsnedkeren